I en lang række af landets dagblade var der forleden weekend et dobbeltopslag af journalisten Kiri Lassen Jensen fra Dagbladenes Bureau. Hun fremhævede det vigtige i at give videre, og at de voksne børn også har et ansvar. Jeg kan ikke linke til hele artiklen, da den ligger bag en betalingsmur, men jeg kan godt citere fra den:

“Uanset opgavens omfang, og hvor mange kubikmeter ting og sager, man end skal igennem, lyder det første råd, at man skal gå i gang i god tid. »I god tid« er faktisk tidligere, end man måske lige skulle tro, og det overrasker folk,” fortæller jeg i artiklen og siger også noget omkring de voksne børns ansvar:

“Omkring et år efter, at det sidste barn er flyttet hjemmefra, bør man gå i gang med at rydde ud. Det
varierer selvfølgelig alt efter, hvornår man har fået børn, men uanset om man er 48 eller 60 år gammel, når det sker, så begynder der et naturligt næste kapitel i ens liv, når man går fra at være
børnefamilie til at være »barnløs« igen. Det er med at udnytte den fase til egen fordel, før tingene tager magten over en. […]

Og så skal man passe på med at pakke børnenes efterladte ting ned og sætte dem sammen med ens egne kasser, for langsomt kan opgaven vokse sig til en helt uoverskuelig mission.
Derfor har fraflyttede familiemedlemmer ifølge Abelone Glahn også et ansvar for at få ryddet ud i deres gamle ting, skolepapirer, dagbøger, legetøj, og hvad man ellers har ladet blive.”

Faktisk mener jeg – og det står dog ikke i artiklen – at det bør være det første, et voksent barn sørger for at gøre – fjerne sit eget. Det er i hvert fald en rigtig god måde at påbegynde samtalen med sine forældre på om en anden og større flytning, nemlig deres.

I Maglebrænde havde vi temmelig mange sager, der var børnene, og de kom også ad flere omgange og ryddede op. Blandt andet ved at fotografere og dele på de sociale medier, noget af det, de skilte sig af med. Bare for at sige til vennerne – kan I huske dengang.
En hyggelig måde at gøre det på.

Jeg lægger lige en video her af vores lade, før vi gik i gang for alvor. Læg mærke til, at de første to paller simpelthen er børnenes ting, som de kom og ryddede op i. Det var jo så nemt at sige ja til, at de kunne lade tingene stå, for vi havde plads nok, men nu skulle det hele væk.

Kiri interviewede mig og nikkede til dét med at hente sine ting. Da jeg spurgte, om hun havde hentet sine egne ting hos forældrene, rystede hun på hovedet og sagde, at hver gang hun var hjemme, skete der så meget andet, som tog tiden.

Kort efter skrev hun til mig:

“Jeg skrev i øvrigt til min mor i går, om jeg ikke skal komme en tur til Fanø og få ryddet op i mine flyttekasser hen over sommeren, så det er planen nu :)”